De kosmiske love: karma og ansvar for egen udvikling
 
Martinus forklarer, at alle energier går i kredsløb og at alt vi sender ud i form af tanker, ord og handlinger, vender tilbage til os selv. Måske først efter flere liv. Men altid og uden undtagelse. Det er dette koncept, vi kender som karma.
 
Martinus forklarer også, at vi er beskyttet af vores eget lys. Vi er beskyttet af de vibrationer af lys, visdom og kærlighed vi indeholder og har udviklet os til at bære.
 
Hvis vi HAR lært en bestemt karmisk lektie, fx at være ren i vores tale, så opløses al resterende negativ karma fra tidligere liv ifht det tema. Dette er den kosmiske forståelse af syndernes forladelse! Når vi ikke længere nænner at skade andre med vores ord, bortfalder karmaen.
 
Martinus påpeger fx, at ord er den sidste dræber. Der hvor vi bagtaler eller ødelægger andres livsglæde med vores ord, begår vi en form for mini-mord - og det skaber karma. (PS. tanker er heller IKKE toldfri, de er energi som rækker ud til dem, vi tænker på).
 
Det er altså energierne i vores aura, der tiltrækker og frastøder bestemte oplevelser i vores liv - og altid med et kærligt formål for øje og kun når vi er klar til at tage imod dens læring; udvikling af bevidsthed og næstekærlighed (som iøvrigt i høj grad inkluderer selvomsorg, at sætte grænser og være tro mod egen indre sandhed). Når vi HAR lært lektien, ændres auraens kvalitet og tiltrækker nu nye oplevelser ind.
 
Vi står midt i de sidste tider på Jorden, dvs det sted, hvor balancen mellem lys og mørke endegyldigt tipper over i Lysets favør efter i årtusinder at have været domineret af Mørket. Vi afslutter en æra og begynder en ny. Inde i os selv sker et tilsvarende skift, når vi hver især er klar.
 
På et tidspunkt i vores udvikling vender vi os uundgåeligt til lyset. Og karmaen hjælper så med at rense de sidste mørke pletter ud af vores system. Herfra ønsker vi tiltagende at være til glæde og gavn for andre, og vi kan ikke længere skade selv den mindste af vor brødre i ord, handling eller tanke. Da forvandles vores aura til en rund og strålende sol, som kaster kærligt lys og varme overalt omkring sig
 
På denne måde er vi alle herre over egen skæbne. Freden skal vi skabe indeni os selv.
 
~ Mette Holland