GRALSREJSEN TIL MONTSERRAT

Den sidste morgen ved Montserrat vågnede vi til solskin på bjerget. Energien havde været elektrisk hele natten ovenpå et stort uvejr med lyn, torden og regnvejr, så jeg havde ikke sovet så meget. Kroppen rystede også en smule efter de mange gralsprøvelser.

Nu forstod jeg bedre min nervøsitet før rejsen. Jeg havde ubevidst fornemmet, at jeg ville komme i kontakt med gamle skygger og blive testet på mine akilleshæle. Sådan er det jo, når man gerne vil genvinde sig selv fuldt, helt og frit. Så må begrænsningerne vige. Some things have got to give... 😁

Hver dag havde budt på noget nyt. Den første dag, i onsdags, var det kontakten til ritualer, der i visse tilfælde er skabt for at undertrykke menneskers glæde og frihed. Forvrænginger og fortrængning af lys og sandhed. Sorgen over at blive misforstået, ikke set, og sorg over at have mistet kontakten til sig selv i et ukærligt og ufrit system.

Vi erfarede igen, at hvor der har været manifesteret et stort lys, har også mørket gjort sit for at lukke det ned. Sådan er det ved mange kraftsteder. Vi oplevede det især ved den hellige grotte på stedet, men også inde i Basilikaen, hvor vi lyttede til munkenes og drengekorets smukke sang sat ind i et stramt ritual. Ligesom den smukke statue af nonnen Scholistica (Saint Benedicts tvillingesøster) stod i et afsides mørkt kapel. I hånden havde hun sin stav, som symbol på det personlige ansvar og i den anden en fredsdue.

Trods de mange kontraster, mærkede jeg accepten af, at vi alle står forskellige steder i livet og i udviklingen. Jeg havde fred med, at nogle vælger og ønsker stramme regler og retningslinier i deres liv. Det skal der være frihed til. Ligesom der skal være frihed og tolerance for de, som ønsker at udfolde sig og blomstre på forskellig vis. Og jeg mindede mig selv og de andre om Martinus ord omkring nødvendigheden af lys/mørke kontrasten for den evige fornyelse af livsoplevelsen.

Anden dag, torsdag, bød på en uforudset udfordring. Efter en smuk dag i høj sol på bjerget med ankring af en fredfyldt gralsenergi ved Magdalenas kapel, gik vores gruppe i opløsning på vej ned ad bjerget. Vi blev væk fra hinanden og fik ikke udført del 2 af gralsarbejdet, som vi havde troet, vi skulle.

Der opstod sorg og forvirring i flere af os. Jeg troede først, at det var min 'fejl' som tovholder for turen. Men over de følgende dage gik det op for mig, at denne opløsning sandsynligvis var en del af rejsen, for at bringe uforløste temaer/følelser op i os alle.

Samtidig fik alle mulighed for at mærke ind i deres personlige lederskab, ansvar og egen sandhed. Hvilket jo var temaet for rejsen. Hvis vi havde vidst på forhånd, hvad der ville ske, havde det ikke haft samme effekt. Så evnen til at have tillid blev testet. Samt evnen til at tilgive sig selv og hinanden. Hele gruppen blev prøvet i balancen mellem at stå selv og gå i eget lys, og alligevel være ET i en fælles intention om at udføre et stykke arbejde for Jorden.

MIN plan havde været at ankre og afslutte arbejdet om torsdagen, hvorefter vi alle skulle have "fri" til at gå egne veje. Istedet blev arbejdet først fuldendt den sidste dag, og de to gralsenergier, som blev ankret henholdsvis torsdag og fredag viste sig at være så forskellige, at de IKKE skulle ankres på en og samme dag.

Jeg har efterfølgende følelsen af, at det måske var meningen, jeg skulle "fejle," så noget kunne blive opløst i os alle. Vores individuelle blokeringer ifht eget personlige lederskab. Jeg tror ikke, det var tilfældigt, at jeg samme morgen var vågnet med hovedpine og følelsen af en tornekrone, der strammede. Hovedpinen varede hele dagen, og intet virkede til at kunne fordrive den. Samme aften forstod jeg, at det var den indre selvbebrejdelse, jeg skulle i kontakt med. Samt det at turde stole og handle på det, jeg mærker.

Da jeg med nogle af deltagerne vendte tilbage til toppen af bjerget fredag for at ankre den anden gralsenergi, var dagen og den indre stemning helt anerledes end dagen før. Det var en helt anden kraft, der skulle arbejdes med. En kraft jeg ikke var klar til dagen før.

Vi vendte tilbage ad en stejl og direkte sti, som gik igennem en magisk skov. Vi blev renset, naturens og bjergets energier åbnede sig for os på en helt anden måde, og vi mærkede urkraften i bjerget på vej op mod toppen St Jeroni. Her var vi omgivet af hvid tåge og blev mødt af en rødkælk, som virkede til at vente på os. Den energi, vi skulle ankre strækte sig fra Jordens kerne helt ud i kosmos. Den var fyldt med kraft, som sætter fri, og fyldt med glæde og opstandelse (opstigningskraft).

Fredag aften og nat kom uvejret og fortsatte rensningen....

Efter morgenmaden lørdag - den sidste dag - kørte vi til santa cecilia klosteret for at afslutte gralsrejsen og arbejdet. Samtidig skulle der formidles en fjernhealing med de to gralsenergier.

Før vi satte den endelige healing og integration igang, stod jeg med panden lænet mod et træ, som stod midt i gammelt kraftsted. Her blev jeg vugget let fra side til side og mærkede de to indre poler kalibrere og balancere sig. Den feminine og maskuline. Så urkraften kunne vækkes.

I healingen mærkedes den første gralsenergi fra Magdalenes kapel til at arbejde med freden og kærligheden i hjertet. Jeg fik et billede af lady nadas lyserøde rose. Kærligheden, forståelse overfor og blidhed ved sig selv.

Energien fra toppen af Montserrat var som nævnt anerledes. Her kom der styrke og kundalinikraft ind. I balance med kærlighed og sandhed. Men især vilje og evne til at stå stærkt og sætte fri. Følge sin sjæl og sit kald. En slags excalibur kraft!

Energierne bad vi om at få fordelt i hele jordens felt og gjort frit og tilgængeligt for alle sjæle, som er klar til at tage imod.

Nogle af deltagerne delte bagefter, at de havde oplevet bjerget blive flækket, så lyset og friheden kunne trænge igennem. Samtidig gik bjergets feminine og maskuline poler i balance. Ud af klipperne var der kommet sjæle, som ønskede at bruge den opstigningsstrøm, som vores fælles lyssøjle havde skabt.

Vi oplevede, at vores vej rundt på de forskellige stier havde efterladt lysende spor. Golden liquid light. Og jeg fik en fornemmelse af, hvordan lysarbejderes indsats rundt om i verden gør en langt større forskel, end vi aner.

Da arbejdet var slut, var der stor glæde i os alle. Vi sang, grinede og en måtte endda tage sig en løbetur rundt på hele området af bar glæde. Det var så dejligt. Alle vores hjerter føltes forbundet i gyldent lys på tværs af de individuelle oplevelser og processer.

Da vi kom ned fra bjerget, arbejdet var fuldendt og guiderne begyndte at trække sig ud af mit felt, mærkede jeg hvor hård rejsen har været ved mig, men også hvor hårde de sidste måneder op til rejsen har været. Der har været mange personlige og spirituelle udfordringer, som også afspejlede nogle ældgamle tidligere liv. Hvor det at stå for lys og sandhed ofte kom til at koste livet.

Det positive ved de sidste måneders udfordringer var den urfrygt i mig selv, som jeg fik mulighed for at slippe - igennem nogle ret ubehagelige oplevelser. Intet er så slemt, at det ikke er godt for noget :).

Det var, som om jeg kollapsede fysisk og psykisk, nu da alt var veloverstået. Resten af dagen og på flyturen hjem kom der mange tårer. Heldigvis var jeg omkranset af mennesker, som kærligt forstod og støttede.

Nu er jeg vel hjemme igen hos familien. Jeg føler, jeg er blevet revet lidt itu i den indre struktur, og er spændt på hvordan det hele samler sig igen, transformeret til at kunne stå stærkere fremadrettet. Med forhåbning om at kunne lyse som en sol, oftere og mere stabilt, rumme og favne mere. Samt være mere upåvirket af hvad der end måtte komme i livet. I tillid til at livet vil mig det bedste.

Lige nu anerkender jeg mit mod til at gå vejen - den vej som er kun min - ligesom andre må gå deres. Og jeg glædes over fællesskabet af lysarbejdere, guidernes ubetingede støtte, og at vi fik muligheden for at udføre et sådant arbejde 💖💖💖