Merlin i træet

Efter en følelsesmæssig udfordrende første dag endte søndagen på smukkeste vis.

Jeg havde hjemmefra mærket, at jeg skulle en tur fordi de to gamle egetræer Gog og Magog, som skulle være over 2000 år gamle, og som engang markerede indgangen til en gammel allé af egetræer, som druiderne gik procession igennem, for at komme til Avalon og the Tor.

Det var uklart for mig, hvad vi skulle lave ved de to træer, men jeg inviterede alligevel på en aftengåtur derned til de, som ville med. 12 skønne mennesker valgte at tage med, på trods af at vi allerede havde gået næsten 15 km den dag.

Da vi kommer derned, er begge egetræer blevet indhegnet, så man kun kan se dem ude fra stien. For 2 år siden var det muligt at gå ind til dem. Men ikke længere....

Magog, det feminine træ, står dog tæt ved hegnet og kan stadig berøres.

Uden at tænke nærmere over det, følger jeg en impuls til at klatre op på hegnet for at komme tættere på hende. Gruppen mærker det også og én siger: "Du skal helt derop..." medens Einer står klar til at gribe mig, såfremt jeg falder tilbage.

Med mig stående oppe på hegnet med et godt greb i Magog (der er et stort fald på den anden side af hegnet), og de andre på række på stien, laver vi en helt enkel hjertemeditation/healing.

Vi forestiller os, at vi sender kærlighed fra hjertet og får balanceret den feminine og maskuline pol, og at healingen rækker ud i den kollektive bevidsthed, til de som skulle have brug for det.

Jeg mærker healingen og taknemmeligheden for denne øvelse udført af sjæle med hjertet på rette sted.

Gruppen hjælper mig bagefter ned fra hegnet igen, og vi stiller os i en rundkreds med hinanden i hænderne.

Nu sker der noget, som kræver lidt baggrundsinfo....

Baggrundshistorien handler om Merlin.... Det fortælles i flere af de oprindelige legender, hvordan Merlin blev indfanget af en mørk heksering og døde indeni et træ i udkanten af Avalon.

Den historie læste jeg for måske 5 år siden, og blev meget berørt og MEGET vred! For det var tydeligvis en måde at fælde Arthur og Ridderne om det Runde Bord på. Igen det med bedrag og sort magi, der blev anvendt, sådan at Arthur, Guinevere, Merlin, Gralsridderne, samt de sande Avalon-præstinder af hjertet, ikke kunne fuldføre en mission, der handlede om netop ankring af en ny verdensimpuls, det nye paradigme.

Som jeg fornemmer det, arbejdede de med kristus-bevidsthedsenergierne og en smuk esoterisk viden/visdom fra et højere univers, kanaliseret til dem gennem deres kontakt med krystalkranierne! Som så ofte før, når noget nyt og smukt skulle ankres, blev arbejdet infiltreret af modkræfter.

Efterfølgende har jeg i regression oplevet, hvordan jeg i det Merlin/Arthur liv gjorde alt, jeg kunne for at forhindre Merlins tilfangentagen, men fejlede... Og tog det personligt!

Denne gamle historie har længe spøgt i mig, men jeg havde sjovt nok ikke troet, den ville blive et tema på turen, selvom en klog kvinde havde gjort mig opmærksom på Merlin hjemmefra.....

Det pudsige er, at det ikke rigtigt gik op for mig, hvad der skete - denne aften ved træerne. Tiøren faldt først dagen efter..... Om aftenen havde jeg bare mærket glæde, taknemmelighed og lettelse.

Nå, tilbage til træerne.......
Det som skete, imedens vi stod på stien og holdt i hånd, var, at en gammel mænd med hvidt skæg kom ud indefra den nærtliggende campingplads. Han virkede lettere desorienteret og forvirret over at se os stå der på stien. Vi åbnede cirklen og smilede til ham. Pernille bemærkede: "Det er som om han skal være med!"

Han trådte langsomt nærmere, kiggede op på træerne og spurgte mig (fordi jeg stod lige foran Magog): "Is it the oaks??"

"Ja," svarede jeg, "They are supposedly 2000 years old!"

"Really!!?" konstaterede han og så lettere imponeret ud, hvorefter han trissede igennem vores cirkel.

Halvt i spøg, men med stor glæde, sagde jeg til de andre, da han var passeret: "Det var da Merlin!"

"Det var det da!" svarede Einer og de andre nikkede samstemmende.

Kort efter trissede manden igen igennem cirklen på vej tilbage til campingpladsen. Han stoppede, igen ud for mig og Magog, kiggede på træet og sagde så:

"2000 years!! They are as old as me, then!"

Glædestårerne stod i øjnene på mig!! Og så forsvandt han ud af syne.

Tilfældigt? Måske, men vi stod bagefter alle og grinede lidt fjoget, helt opløftede. Pernille bemærkede, hvor meget energien på stedet havde forandret sig - til lys, lethed, kærlighed og glæde. Derefter brød aftensolen igennem skyerne og sendte et gyldent lys over på Magog!

Personligt følte jeg, at jeg havde fået en kæmpe gave og velsignelse, uden helt at fatte, hvad det handlede om.

Først næste morgen huskede jeg historien om Merlin....

Da jeg senere kiggede på et billede i min telefon af Magog, blev jeg overrasket over at se et aftryk i selve træet af en gammel vis mand.

Sikke en skør verden :). Og hvor er det skønt med den slags synkroniciteter, der nogengange betyder mere, end vi lige opfanger, medens det står på.

Af en eller anden grund blev denne tur til de gamle træer et personligt højdepunkt for mig på turen!

KH Mette