Stonehenge og Soldansen

Her kommer så afslutningen fra Stonehenge d. 12 september. Igen et LANGT skriv. Tak til jer, der læser med. Det er skønt at høre at andre også kan have glæde af energien bag oplevelserne <3

Stonehenge og soldansen

Vi står op ved 4-tiden for at være klar til at køre. Min krop ryster efter mange nætter med alt for lidt søvn. Heldigvis har guiderne og stedernes høje energi hjulpet til at holde mig på plads under hele rejsen.

Vi er stille i bilerne på vej til Stonehenge og er fremme kl. 6.30. Kort efter træder vi ind i bussen, der skal køre os til stenene.
Buschaufføren er meget skeptisk over den store gruppe. Han frygter, at jeg prøver at smugle flere ind, end jeg må, og insisterer på at tælle alle i bussen.

Det er en lidt komisk situation og pludselig går tempelridderånden i mig:

Jeg træder dramatisk frem mod gruppen, som allerede sidder i bussen, og siger med ekstra tryk og armbevægelse:

"STAND UP, IF YOU ARE WITH ME!!"

Næsten alle fra gruppen rejser sig, ganske symbolsk... :) Nogle skulle vist lige tænke over dobbeltheden i den sætning!

Tilsvarende, da vi går mod indercirklen af de store sten, føles det som om alle mestrene, tempelriddere og gralsriddere fra mange tider, er med os.

Vi bruger først 10 minutter på at se og fotografere stenen, og samles så i en cirkel mellem de store sten. Jeg forbinder mig til den lille gruppe, som ikke kunne få adgang til indercirklen pga manglende pladser, og som denne morgen står på the Tor. Samtidig beder jeg om at alle sjæle, der har brug for det og som af hjertet ønsker det, inddrages i healingen/forløsningen/tilgivelsen.

Igen i tempelridderånd indleder jeg meditationen halv-dramatisk med: "Templars, TAKE your POSITIONS!" Haha, det begynder at blive helt sjovt det her!

Selve flængen, følte jeg, blev primært repareret under arbejdet ved Merlins Hule og afsluttet natten mellem d. 11. og 12. september efter vores dag i Avebury. Næsten symbolsk for indtræden til d. 12. dimension. At vi som menneskehed nu har adgang til at rumme mangt og meget - fra 1. til 12. dimension, energetisk… Selvfølgelig skal hver enkelt sjæl selv have gået vejen og været nået dertil, hvor de kan strække deres energilegeme så meget. Men det er gjort tilgængeligt for os. Når vi er klar.

Så flængen er allerede repareret! Alligevel føler jeg, at der er noget symbolsk og vigtigt, der skal ske denne morgen ved Stonehenge. Jeg kan igen ikke huske, hvilke ord der kanaliseres ind. Blot at det handler om forening af polerne, af himmel og Jord, og den ny kristusimpuls.

På et tidspunkt mærker jeg en trang til at træde ind i cirklen og kysse Jorden, ånde helt ned til Agartha, Jordens indre hjerte. Idet jeg træder ind, hører jeg flere af deltagerne, der bliver rørt. Jeg ligger en stund på knæ på Jorden med ansigtet helt nede i græsset.
Jeg ved ikke, hvad der videre skal ske, men da jeg løfter hovedet op fra Jorden, er Robert trådt ind i cirklen til mig. Så giver det pludselig sig selv.

Jeg rejser mig, og vi laver en egyptisk hilsen med arme og hænder krydset foran hjertet. Vi har begge en forbindelse til det gamle Egypten... Idet det sker, oplever Merita, at de æteriske tempelriddere træder helt ind i indercirklen og skaber en solid beskyttelse omkring os. Nu må intet forstyrres udefra. Pernille oplever at skulle kaste æteriske rosenblade over ceremonien. I armen bærer hun en buket (fysiske) lyserøde roser, som hun følte, hun skulle tage med til dagen.

Nu laver vi koncentreret og symbolsk en egyptisk sol-dans med en hånd modtagende i luften, og den anden vendt mod Jorden. Modtager og giver. Vi drejer tre gange rundt til hver side, og skifter modtagende og givende hånd alt efter, hvilken vej vi drejer rundt. Samtidig mærker jeg en tilsvarende dans, der finder sted mellem Stonehenge og the Tor, i æteren. Mellem det guddommelige feminine og maskuline. Og på makrokosmisk plan mellem Mælkevejen og Andromeda. Forening! Det sande kymiske bryllup!

Til sidst et: ”IT IS DONE!” hvorefter vi som gruppe toner tre AUMS.

Efterfølgende har jeg tænkt over det smukke i, at jeg skulle ind og ligge på Jorden, i ærbødighed, og derefter rejse mig igen i værdighed. Det var min genoprejsning fra dengang, det gik galt...
I månederne op til rejsen har jeg været i kontakt med det liv i Atlantis, hvor jeg pga den frekvens, jeg havde adgang til, blev manipuleret til at åbne Stonehenge portalen for en stor gruppe. Netop i et misforstået og forvrænget kymisk bryllup ritual.

Min frekvens kunne åbne både til Agartha og ud til kosmos, og det var der nogle, der ønskede at udnytte til egen fordel. Jeg troede, vi skulle lave et smukt arbejde for Jorden, mens de med anden agenda ønskede at opnå kontrol og magt over Jorden, via Agartha/Jordens indre, og derfra kontrol over galaksen…

Ja, egoerne løb skyhøjt dengang i Atlantis… Til deres forsvar skal siges, at de ikke gjorde det af ondskab! Men fordi de troede på, at kontrol og magt var den bedste vej frem. Også fordi de var blevet afhængige af den særstatus, viden og magt, de kunne opnå gennem kontrol og styring af masserne. De var bange for, at eksperimentet med fri vilje ville betyde, at intet kunne kontrolleres, og de var bange for at miste deres privilegier.

Dengang havde jeg ikke gennemskuet (skelnet) hvilke kræfter, der lå bag det tempel, som søgte et samarbejde med det tempel, som jeg var præstinde i. I stedet havde jeg som en af de ansvarlige for templet indvilliget i et samarbejde med præsteskabet fra det andet tempel. I stor tillid til at alle ønskede det samme for Jorden: kærlighed, ligeværdighed og frihed.

Da jeg opdagede, hvad der var sket; at nogle i gruppen havde narret os og brugt åbningen til at kalde noget mørkt ned i Jorden, lå jeg netop der på Jorden, i fosterstilling i midten af cirklen, ødelagt og ude af stand til at rejse mig igen.

En solid reminder om at værne om den frekvens, vi er bærere af. At værne om os selv først og fremmest, og gøre brug af intuition og skelneevne i forhold hvem vi vælger at omgås eller samarbejde med. Det er fortsat en af de primære lektioner, vi modtager her på Jorden. Fordi det er så vigtigt. At stole på det vi mærker, og turde handle på det, selv når det ikke giver logisk mening.

Jeg tror, at mine celler havde brug for at opleve, at alting løser sig. At det altid ender godt til sidst. At mørket i sidste ende tjener Lyset. At alt i sin højeste analyse er Lys og Godt. Jeg skulle opleve, at jeg rejste mig. Enkelte i gruppen havde måske også ubevidst behov for at se, at jeg rejste mig og er okay igen, efter 10,000 år med heftig selvbebrejdelse, tendens til isolation, tilbagetrækning, depression, frygt og ulyst til at leve på Jorden.

Det er en følelse af, at flængen, som lavede åbninger til mørket og til illusionsverdener og som blokerede for den sande stjerneport, den kosmiske portal, som Stonehenge oprindeligt blev skabt til at være, nu er renset og lukket. Endelig kan stjerneporten begynde at tjene sit sande formål: At Jorden skal blive til ET FOLK i næstekærlighed og frihed.

Stjerneporten er der for at støtte Jordens udvikling bedst muligt, samt bringe bølger og bølger af kosmisk kristus kærlighedsenergi ind i det nye grid, der er under fuld opbygning på de indre planer - med hjælp fra alle Jordens fødselshjælpere. Til forberedelsen af den store fødsel - kosmisk bevidsthed - i alle mennesker og i Jordklode-væsnet selv! Tak for det! Vi glæder os til at se det hele udfolde sig....

Efter arbejdet og efter at guiderne havde forladt mit felt, havde jeg halvt forventet at få et mindre kollaps - ligesom jeg fik ved Montserrat, da arbejdet var afsluttet. Denne gang ventede jeg endnu et kollaps, fordi rejsen til min overraskelse havde været langt hårdere, end jeg havde troet, og jeg havde fået opbygget et massivt søvnunderskud på turen.

MEN kollapset kom IKKE. I stedet var jeg vildt glad! Træt, men glad! Guiderne træk sig ud af mit felt, og så stod jeg selv, klart styrket af det, vi havde været igennem. Noget var tydeligvis blevet healet i mig også. Sikke et mirakel...

KH Mette