Katharerne

I de spirituelle kredse taler vi mest om Montsegur - det smukke bjerg og at over 200 katharer gik frivilligt (og nynnende) på bålet i marts 1244. Men der er så meget mere at dykke ned i, hvis man ønsker. Det er ret ekstremt, at så stort et folkemord - det største under hele inkvisitionen - kunne finde sted i Europa, uden at vi hører ret meget om det i historiebøgerne. 
 
De tidlige ledere indenfor katharerne, bl.a. Guilhabart de Castre og Esclarmonde de Foix var så veltalende i deres budskab om Guds kærlighed, at de muligvis var på højde med helgner som Frans af Assisi. Jeg mærker, at mange af mestrene var i inkarnation som katharer eller sympatisører.
 
Esclarmonde støttede opbygningen af fæstningen på Montsegur i 1204, som så i 1232 blev til katharernes hovedkvarter, hvor Guilhebart uddannede og indviede kathar-perfecti. Denne skole blev ført videre af kathar-biskop Bertrand Marty, der i 1244 gik forrest på bålet.
 
Katharerne er blevet kaldt de sande kristne. De gjorde kun brug af det nye testamente, hvoraf de især betragtede Johannes-evangeliet som deres hellige bog. De havde en god balance mellem maskuline og feminine værdier og brugte naturen som deres kirker og templer. Deres præster og præstinder levede et rent og enkelt liv. De troede på reinkarnation og lagde afstand til den magt og rigdom, som den katolske kirke repræsenterede. De var vegetarer og pacifister - helt overbeviste om, at belønningen for et godt liv på Jorden lå i den næste verden. Deres præster levede i cølibat, men dette gjaldt ikke de almindelig troende. De kaldte sig for Bons Hommes, som betyder gode mennesker.
Men en trussel blev de i hvert fald anset for at være, hvor fredelige de end var... 
Allerede i 1180'erne ønskede en pave at få ryddet bevægelsen af vejen. I mange år havde kirken udsendige i Sydfrankrig for at prædike katharerne til rette. Men lige lidt hjalp det. Kathar-præsterne var på mange måder for overlegne i både moral og teoretisk og følelsesmæssig forståelse for Gud. Selv Saint Dominque, som ellers rejste rundt i Laguedoc  og debatterede sig blå i hovedet igennem flere år, endte med at bande dem ad h.... til, og fik sagt, at når katharerne ikke kunne forstå fornuft, måtte der vold til... 
 
I perioden fra 1208 til 1321 blev 500.000 til 1.000.000 katharer slået ihjel under Albigenser-korstoget og inkvisationen. 
 
Den 22. juli 1208 startede korstoget med, at hele befolkningen i Bézier, inkl. kvinder og børn, blev slået ihjel, fordi de ikke ville udlevere de 200 katharer, der stod på korstogets liste. 
 
Da hærfører Simon de Montfort spurgte den katolske inkvisator-præst, hvordan de skulle kende forskel på katharer og byens borgere, blev der sagt  “Slå alle ihjel. Gud kender sine egne.” Mange tusinder gemte sig i byens kirker, men alt blev brændt ned.
 
Derefter blev byen Carcassonne indtaget af Simon de Montfort på frygteligste vis og måtte til sidst overgive sig. Byens ansvarlige og hans folk måtte forlade byen i kun deres undertøj. Efterhånden som flere byer blev indtaget af kirkens folk, levede katharerne mere og mere skjult, i huler, skove og grotter, og i konstant frygt for at blive angivet, henrettet eller tortureret. Mange fandt dog et trygt tilholdssted ved Montsegur under borgherrerne Raymond de Pereille og Pierre-Roger de Mirepoix og deres riddere.
 
Den sidste katharpræst gik på bålet i 1321 og sagde i den forbindelse, at katharerne ville vende tilbage om 700 år.... 
Det er i 2021. Det tager vi selvføgelig helt bogstaveligt <3.
 
Følelsen af at katharernes historie og budskaber nu dukker mere og mere op vil ikke slippe sit tag i mig. 
 
Indre og nye billeder er fortsat gennem de sidste måneder - og det er gået op for mig, at den historie jeg har fortalt om Cathari i bl.a. Gralens Lys inddrager elementer fra ikke kun ét kathar-liv, men fra 3 liv, der fandt sted lige efter hinanden. Gys! Fra massakren i Bézier i 1208, til barrikaden ved Montsegur i 1244, og så et sidste liv, hvor 510 katharer blev murret inde i Lombrieve-grotter i år 1315. 
 
I den forbindelse er det gået op for mig, at "Cathari" kom forholdsvis smertefrit til England i følge med et par tempelriddere efter flugten. Jeg så hende forklædt som ridder i Mirepoixs farver og med våbenskjoldet på tøjet. 
 
Det lange ophold på slottet i Foix fandt sted i et helt andet kathar-liv... på et tidspunkt hvor slottets familie (som Escalrmonde de Foix var del af) fuldt ud støttede op om katharerne. Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg havde en god følelse, da jeg besøgte Castel de Foix i 2018. Det føltes ikke som et fængsel, snarere som et nyt hjem. (Blot opdateret info til jer, der har læst bogen...). Billedet herunder er indefra slotsområdet.
 
Jeg har netop læst to bøger på dansk om katharerne - den ene er en spændings-roman "Katharerne" af Ole Clifford - med præcise historiske detaljer. Kan anbefales.